Køge Kommunes nye affaldsordning | A/B Vesterhegnet II

A/B Vesterhegnet II

← Tilbage til nyheder

Køge Kommunes nye affaldsordning

Udgivet den 13. marts 2019

Køge Kommunes nye affaldsordning træder i kraft den 1. maj 2019

Kære andelshaver.

 

Information fra Køge Kommune

 

Fra maj 2019 starter Køge Kommunes nye affaldsordning. Det betyder, at du fremover nemt kan sortere i madaffald, metal, glas, plast, papir og restaffald.


To nye beholdere

Du modtager to nye affaldsbeholdere. Den ene har to rum, et til madaffald og et til restaffald. Den anden har fire rum, et til metal, et til glas, et til plast og et til papir.

 

Du modtager også en grøn køkkenspand, som kan bruges indendørs til sortering af madaffald. Med spanden følger bio-nedbrydelige poser.

 

Sammen med de nye beholdere vil du også modtage en informationspakke med en sorteringsvejledning, så du ved, hvordan du skal gøre.


Hvornår kommer de nye beholdere?

Beholderne leveres i løbet af marts/april 2019 på. Vi vil bede dig om at passe godt på dem, indtil de må tages i brug.

 

Hvornår må du tage de nye beholdere i brug?

De nye beholdere må tages i brug i slutningen af april eller begyndelsen af maj. Det nøjagtige tidspunkt afhænger af, hvilken dag du plejer at få tømt.

 

Når skraldemanden har tømt din gamle beholder til dagrenovation for sidste gang, vil han sørge for tydeligt at markere det, og så må du begynde at bruge din nye beholder til mad- og restaffald.


Hvor ofte tømmes de nye beholdere?

Beholderen til mad- og restaffald bliver tømt hver uge i sommermånederne (juni-august) og hver 14. dag resten af året. I år tømmer vi dog også beholderen hver uge i maj.  Beholderen til metal, glas, plast og papir bliver tømt hver 4. uge.


Hvad med dit gamle materiel?

Din nuværende beholder til papir og glas kan fremover bruges til haveaffald. Det betyder, at du skal beholde denne beholder, hvis du ønsker at få hentet haveaffald efter den 1. maj 2019. Hvis du ikke ønsker at få afhentet haveaffald i beholderen, skal du inden den 6. maj 2019 sætte det TAG MIG MED-klistermærke der følger med informationspakken på låget. Så henter vi beholderen i løbet af maj måned.

 

Hvis du har en affaldsbeholder til dagrenovation, så henter vi den, når den er blevet tømt sidste gang, det vil sige efter den 6. maj 2019.

 

Hvis du har et metalstativ til affaldssække, så er det dit, og du kan beholde det, stille det ud til storskrald eller aflevere det på genbrugspladsen.


Derfor sorterer vi

I Danmark har vi lovet hinanden, at vi i 2022 vil sortere mindst 50% af vores husholdningsaffald fra til genanvendelse. Det skal vi selvfølgelig også gøre her i Køge Kommune. Og det giver god mening. For når vi sorterer affaldet, bidrager vi til, at værdifulde ressourcer kan bruges igen i stedet for at gå op i røg.

 

Det giver f.eks. ikke mening at brænde konservesdåser, når de i stedet kan blive til nye cykler.  Vådt madaffald brænder heller ikke godt, men bliver bedre udnyttet når det laves om til eftertragtet gødning og biogas.


 

Mere om affald

 

Læs mere om Køges nye affaldsordning på www.koege.dk/affald.

 

Hvis du har brug for det, kan du kontakte affaldsteamet på mail: affald@koege.dk


 

Venlig hilsen

A/B Vesterhegnet II